17. okt. 2023
Af Luise Marie Bekker

Flemming Krøll fejrer 50-års jubilæum: Sådan startede det

Flemming Krøll.
Flemming Krøll.
Foto: Søren Jul Lamberth
68-årige Flemming Krøll fejrer 50-års jubilæum.

En lørdag i juli 1973.

”Hva’ faen laver jeg egentligt her?”

Tankerne er Flemming Krølls.

Han står på scenen under en amatørkonkurrence til Bakkefest i Gilleleje.

Egentlig er han kokkeelev på Royal Hotel, og det har han været i to år, men nu fik han altså byttet sin vagt, så han kan stå her.

Det er ikke første gang, han står på en scene.

Det gjorde han også med sit ungdomsorkester Big Flowers.

Men nu synger han Evert Taube-viser og Halfdan Rasmussen-viser med sin spanske guitar i armene, og det er som om, det bare ikke hører hjemme blandt radiobiler og luftkarruseller.

Der er også rockbands og tryllekunstnere, og 18-årige Flemming regner ikke med at gå videre til finalen i den lokale hal dagen efter.

Men sør’me, om det ikke er tilfældet! Tv-værten Sten Bramsen og tryllekunstneren Truxa er dommere ved finalen.

– Og så vandt jeg! ler Flemming Krøll, der i dag er 68 år, da BILLED-BLADET besøger ham og hans hustru, Birthe, i hans hjem i Idestrup på Falster.

Flemming Krøll.
Flemming Krøll.
Foto: Søren Jul Lamberth

Med i Musikalske Venner

Sejren i den amatørkonkurrence var startskuddet til noget stort.

Sten Bramsen, der var vært på ”Musikalske Venner” på tv, så noget i Flemming og inviterede den unge kokkeelev med i sit program.

– Det var stort! ”Hold kæft, jeg kommer på tv og får 1000 kroner i kontanter,” tænkte jeg.

To dage inden optagelserne i september var Flemming dog så uheldig at spilde 10 liter flødesovs ud over sin egen hånd! På Rigshospitalet fik han pillet al huden af, og i stedet fik han en slags boksehandske på, som han skulle gå med i 10 dage.

Han ringede selv til Sten Bramsen for at fortælle, at han altså alligevel ikke kunne medvirke.

– ”Det skider vi på. Vi får Ole Molin til at spille guitar for dig, og så præsenterer vi dig som ‘Kokken med den brændte hånd’!” sagde han. Og det var held i uheld, for nu var der mange flere, der efterfølgende kunne huske mig, fortæller Flemming.

Flemming Krøll.
Flemming Krøll.
Foto: Privat

Den 13. oktober så hele Danmark Flemming på tv, og det blev starten på en lang karriere i underholdningsbranchen.

Bent Fabricus sagde: Du skal lave en plade

Direktøren for Royal Hotel havde også set ham, og han gav Flemming en ekstra tjans ved den ugentlige candlelight dinner, hvor det kun var det københavnske bourgeoisie, der kom. Det var syvretters menu, levende lys og Ivan Leth, der gik rundt i kjole og hvidt og spillede violin ved bordene. Og nu altså Flemming Krøll, der fik lov til at skifte til rent kokketøj en halv time forinden og så skulle underholde i Ivan Leths pause. Ved siden af sin månedsløn på 420 kroner fik han 125 kr. oven i hatten hver onsdag. Og han fik indført, at når han var færdig, så måtte han drikke en øl med Ivan Leth i tjenerrummet.

– Bent Fabricius Bjerre var gæst en dag, og han kom ud og sagde: ”Du skal lave en plade”. Jeg ringede til studiechef Leif Petersen – Grethe Ingmanns bror – og jeg kom forbi og indspillede 15-20 numre. Ugen efter havde han fundet 12 numre, som egnede sig til en grammofonplade.

– Det er sådan nogle tilfældigheder, der former ens liv …

På torsdag kan du læse et stort interview med Flemming Krøll og fru Birthe i BILLED-BLADET.

Den 22. oktober fejrer Flemming Krøll officielt sit 50-års jubilæum på Kometen i Hvidovre.

Læs mere om: