14. okt. 2021
Af John Lautrup

Gustav Wolter om Lisbet Dahl: Mor kunne blive meget sur på mig

Gustav Wolter
Gustav Wolter
Foto: Martin Høien
Gustav Wolter fortæller, at gnisterne kunne fyge i barndomshjemmet mellem ham og Lisbet Dahl. Men der var altid kærlighed.

Gustav Wolter, 31 år, er søn af Lisbet Dahl, og de to kunne være som hund og kat, da han var barn. Så måske er det lidt overraskende, at han nu går hende i bedene.

Egentlig er han sanger og musiker, men lige nu prøver han sig selv af i sin mors skuespilfag. Han kan i Tivolis Koncertsal opleves i hovedrollen som Benny i musicalversionen af "Midt om natten". Benny er lidt af en rebel, og det var Gustav Wolter også som dreng. Han var i hvert fald ikke bange for at sige sin mor imod, og det kunne få den temperamentsfulde revydronning til at eksplodere.

- Det var som regel hende, der blev sur på mig. Jeg spurgte altid, hvorfor jeg ikke måtte ting. Dét syntes hun var røvirriterende, fortæller Gustav Wolter med et smil. Hans far er lydmanden, Claus Wolter.

Mor og søn har for længst forliget sig med hinanden.

- Jeg har et dejligt, kærligt og roligt forhold til min mor. Et fantastisk forhold. Jeg elsker hende til uigenkendelighed. Og hun elsker mig. Og det er vi meget verbale omkring. Jeg har altid haft behov for at gøre mine egne ting, ligesom hun selv har. Og det tror jeg passer hende fint. Så nej, vi har absolut ingen udeståender, understreger Gustav Wolter, hvis forældre blev skilt, da han var to år, hvorefter han boede en uge ad gangen hos dem begge.

– Jeg har haft en skøn barndom. Alt er selvfølgelig ikke bare godt hele tiden, men mine forældre har været enormt gode til at vise mig den lyse side af alting. De har aldrig talt grimt om hinanden. Der har altid været en uforbeholden kærlighed både fra min mor og min far. Det vil jeg tage med mig videre. Der er ikke nogen rigtig og forkert måde at opdrage børn på. Så længe der er kærlighed, så skal det nok gå, siger han.

Læs stort interview med Gustav Wolter i BILLED-BLADET, der kan købes fra torsdag den 14. oktober.

Læs mere om: