31. okt. 2017
Af Juliane Olsen

Her er traileren til ny Vi maler byen rød-musical

"Vi maler byen rød: The Musical"
"Vi maler byen rød: The Musical"
Foto: Henrik Delfer
Musicalen ”Vi maler byen rød: The musical 2” får premiere til næste år på Folketeatret, og her er selvfølgelig endnu en gang fokus på de store Grand Prix-numre.

Folketeatrets Store Turnéscene er til næste år på vej med en opfølger til ”Vi maler byen rød: The Musical” fra 2010.

Billetsalget er startet, og i den forbindelse har teatret lagt en sprudlende trailer ud for ”Vi maler byen rød: The Musical 2”.

Til tonerne af Birthe Kjærs Melodi Grand Prix-vinder ”Vi maler byen rød” fra 1989 giver holdet en smagsprøve på, hvad der er i vente.

Rigmandsfamilie tager på charterferie

Forestillingen har premiere den 5. april 2018, og den bygger selvfølgelig på 25 af de bedste Melodi Grand Prix-hits.

Historien udspiller sig på Mallorca i 1980’erne, hvor en stor dansk rigmandsfamilie er draget på charterferie efter familieoverhovedets pludselige død.

Her står den på hemmeligheder, stridigheder, mystik omkring dødsfaldet og et forsvundet testamente.

Mange hits er inkluderet

Men selvfølgelig bliver der også plads til kærlighed på kryds og tværs, der dog ikke er helt problemfri.

Publikum kan glæde sig til hits som ”Der står et billede af dig på mit bord”, ”Only teardrops” og ”To lys på et bord”.

Det bliver næppe kedeligt at sætte sig til rette i sædet og tage turen tilbage til 1980’erne at dømme efter den festlige trailer.

Læs mere om: