Jakob Fauerby og Silas Holst overrasker med nyt samarbejde: Det skal de nu
Fredag aften sluttede ”Vild med dans”-eventyret for Jakob Fauerby og Silas Holst med en flot sejr, men heldigvis er samarbejdet mellem de to populære herrer ikke slut.
De medvirker nemlig begge i ”Den skaldede frisør – The musical”, som får premiere til foråret.
Nu skal Silas Holst lære af Jakob Fauerby
I ugevis er det danseren Silas Holst, der har lært skuespilleren Jakob Fauerby alt om trin og holdning, men fremover bytter de roller.
- Jeg har altid synes, at Jakob er en meget dygtig skuespiller, så det bliver dejligt, at han nu kan lære mig noget. I "Vild med Dans" har det været mig, der har skullet lære ham alt muligt, men skuespillet er hans metier. Samarbejdet er gået virkelig gnidningsfrit, og vi nyder hinandens selskab.
- Han er dejligt skæv og kreativ, og vi har sporet os ind på, hvordan vi arbejder bedst sammen. Vi kender hinanden så godt nu, at vi starter et helt andet sted end med en spiller, jeg ikke har mødt før: der er ikke så meget blufærdighed, der skal graves igennem. Jeg glæder mig!” siger Silas Holst i en pressemeddelelse.
Musicalstjernen Silas Holst
Silas Holst har dog også selv meget erfaring med skuespillet og særligt inden for musicalgenren. Han har nemlig spillet store roller i blandt andet "Flashdance", "The book of mormon" og "Saturday night fever".
I "Den skaldede frisør - The musical" spiller Silas Holst hovedrollen som Patrick. Han skal giftes, og til brylluppet møder han sin gamle barndomsven Alessandro – spillet af Jakob Fauerby.
De to ”Vild med dans”-stjerner kommer dermed til at spille direkte over for hinanden på de skrå brædder.
Jakob Fauerby ser frem til samarbejdet
- Jeg er helt på toppen over, at Silas og jeg får lov til at fortsætte vores samarbejde og venskab! Det er både helt vildt fedt og trygt at kaste sig ud i et nyt, stort projekt sammen med Silas. Vi skal ind og synge sammen til en vildt fed sang, og det er bare fedt, at det ikke slutter med Vild med Dans.
- Jeg har gennem hele mit arbejdsliv været velsignet af at arbejde sammen med nogle helt vidunderlige mennesker – og der er Silas bestemt en af dem. Det eneste, der er ærgerligt ved Silas, er, at han ikke har humor, men det får vi ekstra tid til at arbejde på nu,” siger Jakob Fauerby, der selv er vant til at udfolde sit komiske talent i satiregruppen Platt-form.
Man kan opleve Silas Holst og Jakob Fauerby i ”Den skaldede frisør – The musical” fra den 5. marts 2020.
På scenen kan man blandt andre også opleve Niels Olsen, Xenia Lach-Nielsen, Maria Lucia og Bodil Jørgensen.