29. feb. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

The Julekalender genopstår på teateret: De skal spille Oluf, Gertrud, Benny og de tre nisser

Viggo Sommer og Carsten Knudsen i "The Julekalender". 
Viggo Sommer og Carsten Knudsen i "The Julekalender".
Foto: TV 2
I slutningen af 2024 genopstår "The Julekalender" på Team Teatret i Herning. Tre nye skuespillere skal spille de seks elskede karakterer.

Tilbage i julen 1991 kom store dele af Danmarks befolkning på fornavn med ægteparret Oluf og Gertrud Sand, deres logerende, Benny, samt nisserne Hansi, Fritz og Günther.

”The Julekalender” er gennem de sidste godt 30 år blevet genudsendt et utal af gange, og mange kan stadig her i 2024 synge med på ”It’s hard to be a nissemand”.

Julekalenderen blev en kæmpe succes, og nu genopstår den på ny – denne gang på Team Teatret i Herning.

Der vil være gensyn med både den store kasse med julepynt og ”æ mistelten” skriver teateret selv. Til gengæld er det tre nye skuespillere, som skal spille de seks karakterer.

Det er Jesper Lohmann, der skal spille Oluf Sand og Fritz, mens Christian Damsgaard skal spille Gertrud Sand og Günther. I rollen som Benny og Hansi kan man opleve Gordon Kennedy.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-02-29/1.-fotokreditering-til-mingophoto-1.png
The Julekalender genopstår.
Foto: mingophoto

- Når man læser manus, kan man bare se, hvor velegnet den er til teater. Der er de her to scener (Kartoffelavlerhjemmet og nissehulen, red.), og det gør, alt andet lige, at det bliver nemmere at lave, end hvis den foregik 10, 12 eller 15 forskellige steder. Og så er det tre skuespillere, og det er også bare enormt velegnet i forhold til andre film eller serier, der vil kræve mange skuespillere, siger teaterdirektør Michael Asmussen til TVMidtvest.

Det var Viggo Sommer, Carsten Knudsen og Uffe Rørbæk Madsen, der i sin tid lavede julekalenderen, som altså nu kan opleves i en teaterversion.

Forestillingen kan ses på Team Teatret i Herning fra den 21. november til den 21. december 2024.

Læs mere om: