Julie Steinckes skønne sommer med kæresten
Julie Steincke, 34 er denne sommer noget særligt. Hun er nemlig flyttet sammen med kæresten, den 32-årige englænder Ylan Hirschfield, i lejligheden i København, og de skal holde en dansk sommer og en lille uge på Ibiza hos nogle venner. Han har boet i London, og de har været langdistance-kærester i syv år.
- Det er så dejligt, og det er en gave at bo sammen med ham. Han er så positiv. Jeg har taget en måned ud af kalenderen her i sommer for at sørge for, at min kæreste har det godt. Jeg prøver at være en god husmor, hvor jeg laver morgenmad og smører madpakke til ham. Han har fået job hos Shamballa Jewels, som mine grandfætre Mads og Mikkel Kornerup ejer, så han har travlt, siger Julie, der glæder sig til at tilbringe ferien med kæresten i sommerhuset i Nykøbing.
- Ylan skal lære alt det, der er dansk. Han skal prøve fiskefilet med remoulade, og vi skal gå lange ture på stranden eller sejle. I august skal han også have dansktimer, men han kan allerede sige "rolig Julie" og "godmorgen, skat", fortæller Julie begejstret om kæresten, hvis far bor i London, mens moderen bor i Israel. Hun glæder sig til opholdet i sommerhuset, som har været samlingspunktet for familien lige siden barndommen.
- Jeg kobler helt af, og der er ikke noget fjernsyn eller internet. Er mine forældre med i sommerhuset, spiller vi boccia, bordtennis eller løber en tur. Vigtigt er det også, hvad vi skal have at spise, morgen, middag og aften. Der er et "touch" af italienere over os, hvad det angår. Desuden holder min far og jeg en vigtig tradition ved lige: Vi skal have et morgenbad i havet, ellers er man en kylling, og man får ingen morgenmad eller slik!