Klaus Paghs eks-kæreste dømt skyldig
Karema Hviid slipper for at skulle i fængsel.
Selvom hun netop er blevet kendt skyldig i sagen om, hvorvidt hun bevidst har holdt sønnen Isak skjult for sin eksmand, teatermanden Klaus Pagh, skal hun ikke bag tremmer, skriver Ekstra Bladet.
Dommen lyder på seks måneders fængsel, hvoraf de tre måneder er ubetinget. Men da Karema Hviid allerede har siddet varetægtsfængslet i en tilsvarende periode, skal hun ikke i fængsel igen.
Det var en enig domsmandsret ved byretten i Roskilde, der fældede dommen over Karema Hviid, som rejste bort med sønnen Isak i en periode fra april 2011 til januar 2012.
Et halvt år tidligere, 25. oktober 2010, fløj hun sammen med Isak til Hong Kong, hvor hun opholdt sig i nogle måneder for derefter at tage videre til Egypten. Karema Hviid havde på det tidspunkt fuld forældremyndighed over Isak, men Klaus Pagh havde ret til samkvem.
Så da Karema Hviid dels ikke oplyste, at hun tog af sted med drengen, eller hvor rejsen gik hen - og efterfølgende heller ikke var til at få fat i - endte Klaus Pagh den 4. april 2011 med at få tildelt den fulde forældremyndighed midlertidigt.
Karema Hviid levede senere i skjul med sønnen i et nedlagt landbrug på Sjællands Odde, og nægtede sig skyldig i anklagerne.
Karema Hviid overvejer nu, om hun skal anke dommen.
Klaus Pagh har ikke været til stede i retten., mens 9-årige Isak i dag bor på en kostskole.