Lars Løkke fik Søs Egelind på overarbejde
Søs var både fokuseret, engageret og 100 procent til stede, da hun forleden var til optagelser af de nye "Spørg Charlie"-programmer, der sendes til efteråret.
Men så snart optagelserne var slut, måttte Søs Egelind skynde sig hjem.
Ligesom mange af sine skuespiller-kollegaer, der i øjeblikket spiller revy, fik Søs Egelind nemlig brug for at få justeret på et nummer, da det viste sig, at Lars Løkke fortsætter som Venstres formand.
- Jeg skal lige have lavet en ny slutning til mit Lars Løkke-nummer, fortalte den populære skuespiller til BILLED-BLADET efter optagelserne i studiet på Østerbro i København.
Søs Egelind giver den blandt andet som Venstreformand i den genopståede sommerevy i Tivoli, der har fået titlen "Tam Tam".
Revyen havde premiere i lørdags, og instruktøren Joy-Maria Frederiksen tog først et Lars Løkke nummer på i sidste øjeblik, da det stod klart, at sagen med Venstreformanden ville blive det store samtaleemne.
Og da det så, efter det syv timer lange hovedbestyrelsesmøde, viste sig, at Lars Løkke mod journalisternes forudsigelser blev på formandsposten, ja, så fik både Søs Egelind, Lisbet Dahl, der spiller i Cirkusrevyen, og flere andre revyskuespillere travlt med at få tilrettet deres Løkke-nummer.
Parløb med Lehfeldt
Inden Søs Egelind hastede hjem for at forberede en ny afslutning til aftenens revyoptræden, nåede hun dog at "afsløre", at hun og Kirsten Lehfeldt har planer om igen at optræde sammen som duo.
- Ja, vi er jo absolut ikke fra hinanden, eftersom vi er naboer og venner, fortalte Søs Egelind, der godt ville fortælle, at hun og Kirsten Lehfeldt arbejde med et nyt, professionelt parløb.
- Mere kan jeg ikke sige lige nu, men det varer ikke længe, før vi er klar med noget, lød den spændende melding.