21. jan. 2012
Af af Trine Larsen

Lisbet Dahl tvunget til afbud kort før premiere

Lisbet Dahl
Lisbet Dahl
Foto: Krestine Havemann
Problemer med ryggen gør at skuespilleren kort før premieren på ny musical må melde afbud.

Lisbet Dahl er blevet opereret i ryggen, og selvom hun har arbejdet hårdt på at blive klar og håbet på, at det lykkedes, må hun nu melde fra til et par roller i musicalen "Singin' in The Rain" på Det Ny Teater, der har premiere 25. januar.

- Det er rigtig ærgerligt, og jeg er ked af, at jeg ikke kan klare det og over al den ulejlighed, det giver mine kolleger. Det er ikke dét, de har brug for op til en premiere, siger Lisbet Dahl, der er sygemeldt nogle måneder endnu.

Den populære skuespiller har længe arbejdet trods store smerter i ryg og ben, men sidst i november måtte hun give op og lade sig operere på Center for Rygkirurgi, et privathospital i Hellerup.

Holder sig i ro

- Operationen gik SÅ godt, og allerede da jeg slog øjnene op, kunne jeg mærke, at det var vellykket. De var simpelthen så dygtige og søde, at jeg næsten ikke ville hjem. Det var ligesom at være på hotel, fortæller Lisbet om den fine behandling, hun fik, og som har gjort, at hun indtil i mandags bestemt regnede med, at hun kunne blive klar til rollen på Det Ny Teater.

- Men jeg må se i øjnene, at jeg ikke kan klare det. Jeg må ikke overanstrenge mig og stadig ikke bevæge mig for meget, og nu har jeg fået besked på, at holde mig i ro i 14 dage, så jeg ikke får flere smerter og ødelægger noget. Jeg er simpelthen gået for tidligt i gang og har troet, jeg kunne klare mere, end jeg kunne, siger Lisbet.

Læs mere om: