4. dec. 2015
Af Helle Skram de Fries

Maria Lucia modtog fornem pris

Maria Lucia Heiberg Rosenberg og mor Karin.
Maria Lucia Heiberg Rosenberg og mor Karin.
Foto: Martin Høien
31-årige Maria Lucia Heiberg Rosenberg er ovenud lykkelig over at modtage Danmarks ældste teaterpris Teaterpokalen for sin præstation i Sound of Music.

Det var en meget glad og beæret Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der modtog Teaterpokalen 2015 og de medfølgende 50.000 skattefri kroner for sin rolle som Maria i "Sound of Music" på Det Ny Teater.

- Det er en kæmpe anerkendelse af mig og af musicalgenren, der har være en meget udskældt genre, lød det i den glade prismodtagers takketale.

Og netop det faktum, at prisen uddeles af Foreningen Danske Teaterjournalister, betyder også meget for Maria Lucia.

- Det er dejligt at musicalgenren er ved at bliver accepteret og anerkendt som kunstform, mener musicalstjernen, der selv har elsket genren siden barnsben.

Faktisk har hun spillet musical, siden hun var otte, og hendes mor Karin Heiberg Christensen kan bedyre, at datteren nærmest er født med et scene-gen.

- Maria har elsket at synge og optræde, fra hun var helt lille, og hun har samtidig altid være utrolig diciplineret.

Fik en Reumert

Formanden for Foreningen Danske Teaterjournalister, teaterredaktør Jakob Steen Olsen, fortalte i sin tale.

- Maria Lucia er og bliver en musicalstjerne. Da du spillede Belle i "Beaty and the Beast" ville alle piger under 10 ønske, de var Belle. Selv var jeg 37, men jeg ville også være Maria Lucia. I Wicked" på Det Ny Teater i 2011 bestod du den store eksamen og fik en Reumert som årets sanger. Du er genrens ypperste stjerne!

Maria Lucia er både populær og eftertragtet. Hun har sin arbejdskalender fuld frem til 2017. På privatfronten står planerne på familie og børn for smukke Maria Lucia, der danner par med sanger og producer Albin Ljungqvist.

- Jeg ved godt, det betyder, man må sætte arbejdet til side en periode, men jeg er 31, så det skal jo ikke vare alt for længe ..,smilede den skønne musicalstjerne.

Flere priser

Teaterpokalen er en af de tre priser Foreningen Danske Teaterjournalister hvert år uddeler. De to andre priser, Teaterkatten, hvor der medfølger 25.000 kroner og Initiativprisen på 15.000 kroner gik til henholdvis instruktør og koreograf Jacob Stage for forestillingen "Lige om lidt bliver alting meget sjovere" på Teater Momentum i Odense og til landets eneste stationære kabaretscene, det lukningstruede Café Liva i København, der er ledet af skuespiller og instruktør Jacob Morild.

Læs mere om: