Morten Grunwald tænker på døden hver dag
Morten Grunwald, der er mest kendt for sin præstation som Benny i Olsen Banden-filmene, bliver 80 år i 2014, og helbredet er ikke, hvad det har været. I et interview med Søndagsavisen fortæller han blandt andet om sine tanker om døden.
- De seneste år har der været begravelser hver anden uge. Der er mange begravelser, men der er ikke så mange jubilæer længere – eller fødselsdage. But i'm still here... Og man skubber det jo fra sig, selvom jeg nok tænker på det hver dag. Det tror jeg, at man gør i min alder, men døden er ikke et rædselsscenarie for mig. Det er en blanding af fred og nysgerrighed. Og så en viden om, at man dybest set ikke ved en pind om det,vel? Alt det vi ved om det efter døden, det er noget, som mennesket har opfundet. Den sværeste tanke er jo at tænke, at det bare er slut, siger Morten Grunwald til Søndagsavisen
Den tidligere teaterdirektør har sammen med sin kone Lily Weiding skrevet under på, at hospitalet må tage, hvad de kan bruge, når de er borte.