Preben Kristensen: Jeg savner min far forfærdeligt

BILLED-BLADET mødte Preben Kristensen i Aalborg til en snak om hans liv.
- Jeg er der i mit liv, hvor jeg har lyst til at være. Jeg er lykkelig. Og kan i virkeligheden ikke ønske mig mere.
Men lykken kommer som bekendt i glimt, og for tre måneder siden døde Preben Kristensens far. Et tab, som har påvirket Preben Kristensen meget. Derfor bliver blikket da også fjernt og vådt, da snakken falder på faderens død.
- Det er for tidligt for mig at snakke om. Det kan jeg simpelt hen ikke endnu ... Ham savner jeg frygteligt. Det er så underligt. Det kommer sådan - pow! siger Preben og slår ned med hånden - i de mest underlige situationer. Jeg har ham som et forbillede. Han har sagt så mange gode ting, som gør, at jeg kan komme videre. Jeg kan ikke uddybe det nærmere. Jeg savner ham forfærdeligt. Det gør jeg virkelig, fortæller Preben med samme iver, som var det positiv begejstring. Men med en alvor og respekt for en mand, som har betydet så meget for ham.
- Det er forfærdeligt at miste, og man skal sørge for at få sagt det, der skal siges. Til alle mennesker, som man holder af. Det fik jeg også gjort med min far. Heldigvis. Det kan jeg sige med den reneste samvittighed. Og det er et råd, som jeg kan give videre. Det er så vigtigt. For en dag er det desværre for sent.