25. jul. 2019
Af Dorte Quist

Rørende afsked med Berrit Kvorning

Skuespiller Berrit Kvorning blev bisat fra Vor Frelser Kirke på Christianshavn.
Skuespiller Berrit Kvorning blev bisat fra Vor Frelser Kirke på Christianshavn.
Foto: Dan Mariegaard og Hanne Juul
En fejring af livet - sådan blev skuespiller Berrit Kvornings bisættelse i Vor Frelsers Kirke i København. Utallige blomster fra Berrits egen have smykkede kisten og kirken.

Trofaste venner og gamle kollegaer strømmede sammen med Berrit Kvornings familie til Vor Frelsers Kirke på Christianshavn for at sige et solrigt og blomstrende farvel til den kvinde, der alt for tidligt gik bort den 11. juli, kun 69 år gammel.

Efter Kvornings eget ønske fandt bisættelsen sted i Vor Frelser Kirke, for det var den kirke, hun selv brugte, og så var det skuespillerens ønske, at folk kom i farverigt tøj og med blomster fra haven og naturen.

Farverigt blomstertæppe på kirkegulvet

På vej ud til rustvognen blev de mange sørgende i kirken opfordret til hver især at tage en smuk blomst fra det store blomsterhav på kirkegulvet og lægge den på kisten i rustvognen.

Det benyttede de flere hundrede mennesker sig alle af, og da rustvognen kørte afsted, var det med en hvid kiste dækket af det smukkeste, farverige blomstertæppe.

Kæresten var med til at bære kisten

Til at bære kisten ud af kirken var Berrit Kvornings kæreste, Helge Qvigstad, de to svigersønner, Martin Nielsen (kæreste med Berrits datter Laura) og Nikolai Jørgensen (gift med datteren Marie), broderen Jens Kvorning, nevøen Niels Kvorning Ternov samt hendes gode ven, Ole Rasmus Møller.

Efter Berrit Kvornings ønske bliver urnen senere nedsat på Holmens Kirkegaard, hvor også hendes forældre er begravet.

Læs mere om: