SE BILLEDET: Max Hansens Revyperler trodsede brand

Foto: Lars H. Laursen/BILLED-BLADET
Skuespilleren Max Hansen og hans Revyperler i Rødvig gennemførte flot deres premiere på ”Harmonien”, selvom garderoberne brændte ned, og et skybrud over Stevns truede med en vandskade. - Vi overgiver os aldrig, lød kampråbet fra skuespillerne:

Max Hansen og resten af årets Revyperlehold 2016 rejste sig fra asken, og gik i aftes i ilden på scenen i Rødvig, hvor de holdt en (brand)god premiereforestilling.

Det var der ikke mange, der ville have troet muligt, da garderoberne fjorten dage forinden var gået op i flammer på kulturhuset Harmonien.

Vind drømmerejse – deltag gratis

En brand som brød ud tidligt om morgenen fredag den 10. juni, og hvor flammerne nåede at fortære både garderober og bruserum før brandvæsnet havde fået den slukket.

- Branden kom fra naboen, vist nok fra en kabeltromle, der var blevet overophedet, så det har været et helt vanvittigt forløb. Vi troede ikke, at vi kunne have premiere til tiden. Jeg var taget til København, da de ringede og fortalte mig det, siger Max Hansen, revyens instruktør og kunstneriske leder til BILLED-BLADET.

Alle kostumerne og rekvisitterne var heldigvis endnu ikke ankommet til garderoberne, da branden brød ud. 

-SÅ havde vi været på den. Nu kan vi ikke takke lokalbefolkningen nok for deres hjælp. Da brandmyndighederne først frigav stedet, rykkede en stor flok frivillige ind, og begyndte at gøre rent og vaske sod af væggene, fortæller Max Hansen.

I stedet fik kulturhuset ”Harmonien” ryddet et par andre rum, som kunne bruges til garderober, og spændt en interimistisk teltdug op bag scenen, så skuespillerne har fået tålelige forhold at arbejde under.

Uheldene var stadig ude

Et stort skybrud over Stevns og omegn gjorde, at vandet på selve premieredagen havde hobet sig op på telttaget over den ny garderobe, så det nu truede med at briste og sende al vandet ned over kostumerne.

Heldigvis opdagede Rødvig-revydirektøren Jeanette Larsens mand, Michael, det i tide.

- Var han kommet blot et kvarter senere ville vandet have væltet ned gennem taget, og i vores garderobe, sagde Max Hansen.

Nu kom både han, og resten af holdet, Anne Karin Broberg, Christine Gaski og Kasper D. Gattrup godt igennem premieren, både tørskoet og uden anden ild, end den de selv brændte igennem med på scenen, hvor holdet i år, bl.a. hylder Grethe Sønck og Dirch Passer, indimellem de mange andre nostalgiske numre.

Heldigvis havde hverken restaurant eller teatersal taget skade af branden, så publikum mærkede intet til brandskaderne. Og under musikalsk ledelse af Stuart Goodsteins orkester spiller Revyperler nu stadigt planmæssigt frem til 13. august.

Foto: Lars H. Laursen/BILLED-BLADET

Revyperle-holdet foran brandtomten, der tidligere udgjorde garderoben.

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden