
Sikke en ære: Lone Rødbroe vinder årets Dirch!

Lone Rødbroe er den heldige vinder af årets Dirch!
Det blev afsløret under "Revyernes Revy," som løb af stablen søndag i Cirkusrevyens telt på Bakken. Her var landets bedste revyer samlet for at hylde hinanden og fejre årets højdepunkter.
Lone Rødbroe fremhæves især for sit satiriske portræt af overgangsalderen som hemmeligt våben i Aarhus Revyen, lyder det i begrundelsen. Det skriver Berlingske.
Ifølge dommerne formåede hun både at få publikum til at grine højt og samtidig give stof til eftertanke.
Den fine pris er opkaldt efter den folkekære skuespiller Dirch Passer, som var med til at grundlægge "Revyernes Revy" tilbage i 1979.


Til BILLED-BLADET fortæller prismodtageren, at hun har deltaget i arrangementet siden 1995, så det må føles ekstra vildt at vinde 30 år senere.
- Det er især det brøl, der kommer fra ens kolleger, der er virkelig, virkelig fedt, fortæller hun med et stort smil.
Hvis du ikke har set så meget revy, kender du måske Lone Rødbroe som afdelingssygeplejerske Inge Holm i "Sygeplejeskolen" eller Tulle i "Badehotellet."
