Silas Holst og Tivoli leder efter musicalstjerne

Silas Holst fører an i jagten på den nye Tracy

Silas Holst fører an i jagten på den nye Tracy, der skal slutte sig til blandt andre Martin Brygmann og Lene Nystrøm.

Pressefoto

Silas Holst, Johannes Nymark og resten af holdet bag musicalen ”Hairspray” leder efter den helt rette pige til hovedrollen som Tracy Turnblad.

Onsdag, 12. august 2015 - af Lene Skriver Bak

I foråret annoncerede Tivoli, at den næste store musical i den gamle have bliver den sprælske ”Hairspray”, der ud over smittende glad musik byder på både en romance, raceproblemer og en morale om at forfølge sine drømme uanset hvad.

De bærende roller blev lagt i hænderne på Silas Holst, Johannes Nymark, Martin Brygmann, Lene Nystrøm, Caroline Henderson, Julie Zangenberg og Jesper Lohmann, men da castet blev præsenteret, manglede der én vigtig person: Tracy.

LÆS MERE: Silas Holst vinder Eventyrprisen 2015

Silas Holst: Tracy skiller sig ud

Tracy Turnblad er hovedperson i ”Hairspray”. Hun er en outsider og drømmer om at stå på scenen med sit store idol, der spilles af Silas Holst.

Det er hendes kamp for at opfylde sine drømme, vi følger i musicalen, og derfor er rollen så vigtig.

- Tracy er en type, som skiller sig ud på alle måder. Hun ser anderledes ud end de piger, hun beundrer i TV, men samtidig har hun også en stærk tro på, at hun passer ind, siger Silas Holst i en pressemeddelelse.

Silas Holst kan endda genkende lidt af Tracy i sig selv:

- Jeg kan selv genkende det dér med, at man har en drøm om noget, men at man også tænker, at man måske ikke klarer den, fordi man skiller sig ud. Jeg er stadig ved at eksplodere af nerver hver aften, inden jeg går på scenen, fordi der sidder en 12-årig knægt inde i hovedet og siger “jeg kan ikke”. Hver aften er en kamp for at overbevise ham om, at jeg godt kan, forklarer han.

LÆS MERE: Johannes Nymark: Vildt, at der er 20.000 mennesker, der har købt billet til Hairspray

Åben audition

Rollen som Tracy Turnblad går til den pige, som auditionjuryen, der består af forestillingens instruktør, koreograf, sangtræner og producent, samt Tivolis underdirektør, Nikolaj Koppel, vælger.

Håbet er nærmest at omsætte en del af musicalens historie til virkelighed.

- Vi har valgt at holde en åben audition, fordi vi gerne vil gøre drømmen til virkelighed for den helt rigtige Tracy – en usleben diamant med et stort hjerte, der kan folde sig ud som stjerne. På den måde kan man godt sige, at musicalens historie kommer til at ske også i den virkelige verden. Der findes en masse uopdaget talent derude, og vi glæder os rigtig meget til at møde vores Tracy, forklarer Nikolaj Koppel i pressemeddelelsen.

Auditionen afholdes den 29. august, men inden da skal interesserede piger melde sig til hos Tivoli.