Silas Holst tør ikke have mad i sit køkken
- Jeg er frygtelig dårlig i et køkken. I dag er det tredje gang i mit liv, jeg laver mad. Faktisk bruger jeg min ovn til at opbevare vasketøj i, tilstår Silas Holst med et skævt smil, mens han roder efter glemte køkkenredskaber i skabene.
I næste uge får den succesfulde danser middagsgæster i "4-Stjerners Middag" på Kanal 5, og Silas dækker bord i sin lejlighed på Frederiksberg til sangerinderne Simone Cameron og Sandra Hakky samt rapperen CAS.
- Jeg har været med i "4-Stjerners Middag" før og troede, at det ville give mig lyst til at lave mad - men det gjorde det ikke. Jeg kan godt li' at udfordre mig selv, men helt ærligt er madlavning en stressfaktor for mig, for jeg aner ikke, hvad jeg laver. Men jeg vil gøre alt for, at vi får en hyggelig aften sammen, og jeg har bedt mine gæster om at tage sutsko med, siger Silas.
Den 27-årige danser elsker mad. Da han var lille, var han allergisk over for rigtig mange fødevarer, bl.a. mælk, tomater og tilsætningsstoffer. Det er han heldigvis vokset fra, men han er nødt til at holde et skarpt øje med, hvad han putter i munden.
- Jeg tænker meget over, hvad jeg spiser. Mit forhold til mad er mærkeligt, for jeg har ikke det gen i kroppen, der gør, at jeg føler mig mæt. Jeg kan ikke mærke forskel på, om jeg spiser to rugbrødsmadder eller 10. Derfor har jeg aldrig noget mad i mit køleskab, for ellers ville jeg spise det. Hvis jeg har en rulle Marie-kiks, kan jeg sagtens spise hele rullen. Jeg bliver aldrig mæt, så det kan hurtigt blive farligt, og det er også derfor, min vægt tit kører op og ned. For at jeg ikke bliver fristet over evne, har jeg simpelthen lært at fjerne maden, forklarer Silas Holst.
Til alt held bor han i en bydel, hvor det er nemt at finde sund take-away, så det er primært det, han lever af. Skal han have hjemmelavet mad, bliver det hos kæresten, Johannes Nymark.
- Han er vildt god til at lave mad, og det får han også at vide. Johannes er en rigtig dygtig kok, lyder det fra nybegynderen.