Skuespiller Pernille Petersson er død
En trist nyhed har ramt dansk teater.
Musicalstjernen Pernille Petersson er gået bort, 50 år gammel.
Det bekræfter familien over for Helsingør Dagblad tirsdag.
- Hun sov ind klokken fire i morges på hospitalet i Hillerød. Hun havde familien omkring sig, oplyser Pernille Peterssons far, Christer Petersson.
Som 17-årig deltog Pernille Petersson i det danske Melodi Grand Prix med sangen ”Casino”. Og siden førte hendes talent hende til teaterverdenen, hvor hun i løbet af 90’erne blev en stor stjerne inden for musical. Ikke mindst på Bellevue Teater, hvor hun blandt andet spillede hovedrollen i Atlantis.
Det var også i denne rolle, at Morten Grunwald, som dengang var teaterdirektør på Østre Gasværk, fik øje på hende og castede hende til sin egen opsætning af musicalen.
Siden fik hun også enkelte roller på tv, heriblandt i ”Taxa”, ligesom hun lavede musik til julekalenderen ”Krummernes jul”.
Ligesom hun blev en del af teatermiljøet på Bakken, hvor hun blandt spillede ”Matadors” Maude i Korsbæk på Bakken.
Pernille Petersson var ramt af aggressiv brystkræft og havde modtaget kemoterapi siden sommeren 2022.
Hun blev 50 år og efterlader sig to døtre.