Søren Østergaard fik et cirkustelt i hovedet
Som barn oplevede 65-årige Søren Østergaard magien, når hans forældre tog ham med i cirkus. Minderne står klart i Zirkus Nemo-direktørens hukommelse – især ét af dem.
Da han var 12 år, var han en stormfuld aften i Cirkus Royal, da lyset pludselig gik ud og teltet blev flået op, løftet og derefter kastet ned over folk midt i forestillingen.
- Jeg fik et cirkustelt i hovedet, én gang for alle, fortæller Søren Østergaard til Politiken og hentyder til, at han på trods af skrækken fik en brændende lyst til at lave cirkus.
Det kom han også til. Det startede med en blanding af revy og cirkus sammen med Flemming Jensen, indtil han en dag løb ind i Anders Lund Madsen. De besluttede sig for at opbygge et ”skævt” cirkus, og de sidste 14 år har Søren Østergaard været direktør for Zirkus Nemo, der er et cirkus uden egentlige cirkusnumre, og hvor han blandt andet optræder som Bager-Jørgen.
- Figurerne får liv, mens jeg spiller. Og selv om der er noget, jeg holder fast i fra gang til gang, ændrer figurerne sig lidt fra aften til aften. Jeg er nødt til at provokere mig selv en gang imellem og se, hvad der sker, hvis jeg går nye veje. Men jeg bliver nødt til at lave Bager-Jørgen hvert år. Ellers går folk amok, fortæller skuespilleren til avisen.