Søren Sætter-Lassen om ulykken: Det var et mirakel

Søren Sætter-Lassen
Søren Sætter-Lassen
Foto: Birger Storm

For et halvt år siden var skuespilleren Søren Sætter-Lassen nær omkommet ved en ulykke på Det Kongelige Teater.

Søndag, 24. marts 2013 - af Jan Bergman

I dag taler han ud til Politiken om ulykken og tiden efter, hvor han blandt andet var klart til at stoppe sin karriere som skuespiller.

Den 7. september sidste år væltede en næsten ½ ton tung scenevæg pludselig ned over Søren Sætter-Lassen under arbejdet med at klargøre stykket Lulu på Store Scene i Skuespilhuset.

Den 57-årige skuespiller havde netop sagt en replik, da en scenevægen væltede ned over ham og gav ham fire brud på rygsøjlen, et alvorligt benbrud og en lang flænge i hovedet.

Efter ulykken var Søren Sætter-Lassen fast besluttet på aldrig at sætte benene på de skrå brædder igen.

- Måske også i et forsøg på at redde mig selv, fordi jeg ikke vidste, om jeg kunne, fortæller han i et interview med Politiken.

Om selve ulykken husker Søren-Sætter-Lassen ikke så meget, men erindrer dog at han følte en kvælende fornemmelse, men han lå under den flere hundrede kilo tunge scenevæg.

- Først troede jeg, at jeg var faldet i et hul. Men jeg kunne næsten ikke trække vejret, fordi det var så tungt. Og så kunne jeg høre ligesom igennem vand... at folk skreg, og nogen græd, fortæller skuespilleren. Han husker ikke smerter, kun en kvælende klaustrofobi.

Kollegaerne på scenen troede, at han var død. Søren Sætter-Lassen blev kørt til Rigshospitalets traumecenter, hvor han fik morfin og 16 sting i hovedet. Skaderne var alvorlige.

På det tidspunkt var det uvist, om han nogensinde ville komme til at rette ryggen helt ud igen. Men Søren Sætter-Lassen var også heldig.

- Havde jeg stået fem centimeter længere fremme eller bagud eller til siderne, havde jeg været død. Så det var jo et mirakel, siger han til Politiken.

- Jeg bliver sgu helt bevæget igen, nu jeg taler om det. Det lyder banalt, men det slog mig ... hvor stor en gave livet er, fortæller skuespilleren, der stadig skal støtte sig til en krykke, men kroppen er ved at være helet.