Søren Sætter-Lassen skal gå med korset
Scenevæggen, som i sidste uge væltede ned over Søren Sætter-Lassen i Skuespilhuset i København, kommer til at koste den 57-årige kongelige skuespiller mindst tre måneder i korset. Det oplyser skuespilchef Emmet Feigenberg til Ekstra Bladet, efter at han har talt med en læge på Rigshospitalet.
Ulykken efterlod Søren Sætter-Lassen med fire brud på rygsøjlen, men heldigvis uden skader på rygmarven. Derfor slipper han for en operation, men skal gå med korset i tre måneder, hvorefter der venter ham en lang genoptræningsperiode.
Hans brækkede højre underben blev opereret i lørdags. Lægerne er ifølge Ekstra Bladet tilfredse med resultatet og forventer, at benet heler fuldstændig.
Endelig er højre fod stadig hævet, og lægerne er i gang med en udredning i form af røntgen/scanning.
Ulykken skete under prøverne til forestillingen "Lulu", hvis videre skæbne endnu ikke er afgjort. Det Kongelige Teater afventer også en rapport fra Arbejdstilsynet.