Thomas Eje: Jeg er ikke særlig social
Thomas Eje, der er kendt for sine evner både inden for maleri og komik, fortæller i et interview til Lejerbo-magasinet Lejlighedsvis, at han ikke knokler med pensler og manuskript for at holde sin kendisfaktor vedlige.
- Jeg laver de ting, jeg gør, fordi jeg brænder for dem – ikke fordi jeg vil være berømt. Det er sjældent, at du ser mig på den røde løber. Faktisk er jeg ikke særlig social – snarere inadvendt. Derfor passer det mig også godt at bo her ude på Lars Tyndskids mark, fortæller Thomas Eje til magasinet og hentyder til han og hustruen Katherine Scrivens Ejes bolig på Sydals.
Træder ind i en boble
- Når jeg optræder, træder jeg ind i en boble med musikken et par timer. Det er på samme tid et adrenalinkick og en forløsning. Og spændingen er altid den samme. Det gør ingen forskel, om det er i Las Vegas eller Varde Husmoderforening, siger Thomas Eje.
I øvrigt har den 56-årige kunstner og entertainer sat huset til salg.