18. okt. 2013
Af Malan Joensen

Thure Lindhardt: Jeg kender ikke nogen, der er helt normale

Thure Lindhardt.
Thure Lindhardt.
Foto: AOP
Skuespilleren mener, at kravet om at alle skal være normale, er en folkesygdom

Thure Lindhardt er for tiden aktuel i forestillingen ”Den mystiske sag om hunden i natten” på Betty Nansen Teatret og i den forbindelse har han fået en snak med Metroxpress om rollen som den 15-årige Christopher med Aspergers syndrom.

Til spørgsmålet om, hvad det betyder at være normal, og hvordan man finder ind rollen som én, der ikke er helt normal, svarer Thure Lindhardt:

- Jeg kender ikke nogen mennesker der er helt normale. Når først du begynder at kradse i overfladen, finder du af, at det ikke findes. Og gud ske tak og lov for det. Men det er ret interessant med normalitetsbegrebet, for det eksisterer inde i os alle sammen. Man skal jo være normal. Det er en folkesygdom, og jeg lider i den grad selv af den, fortæller Thure Lindhardt, der også mener, at jagten på perfektion ikke er noget nyt:

- Vi søger det, vi kalder det perfekte liv. Det er jo ligesom for tusindvis af år siden med paradisets have. I dag handler det bare om, at man skal spise ordentligt, forstå sin vrede, være en blød mand, være en rigtig kvinde … Det findes der 28.000 selvhjælpsbøger om. Jeg bliver angst, når folk siger ”her er lykken”. For den er altid heroppe, siger Thure Lindhardt til avisen, løfter hænderne op over hovedet og tilføjer:

- Vi kan ikke nå det, for der vil altid være noget, der knækker.

Læs mere om: