Tillykke til Peter Frödin
I dag kan skuespilleren og sangeren Peter Frödin fejre sin 50 års fødselsdag.
Han kendes især fra ”Det brune punktum”, ”Lex & Klatten”, filmen ”En kort en lang” og Zirkus Nemo.
Hvis Peter Frödin har samme holdning til alder, som han gav udtryk for i et interview til Femina for et års tid siden, så tager han dagens skarpe hjørne med ophøjet ro.
Er glad for at blive ældre
Adspurgt om Peter Frödin er bange for at blive ældre, svarede han:
- Nej, jeg er glad for at blive ældre. Bare det at være i live er i sig selv dejligt. Jeg er stadig i live, og det har jeg det godt med.
I samme interview fortalte Peter Frödin også, at hans liv ikke altid har været nemt.
- Men jeg er blevet bedre til at være i svære situationer, efter at jeg er blevet voksen, og jeg er heldig på den måde, at jeg har kunnet lide alle mine alderstrin. Jeg ser ikke tilbage på min barndom eller min ungdom eller på starten af mine 20’ere og tænker: Godt, man ikke er dér! Jeg kunne godt lide at være der, da jeg var der. Men jeg husker også tilbage med et smil på læben: Hvor er jeg dog glad for, at jeg har udviklet mig siden!