29. aug. 2023
Af Majken Munk

Tivolirevyen fik en hård medfart: Lisbet Dahl sætter ord på revyens fremtid

Lisbet Dahl
Lisbet Dahl
Foto: Dan Mariegaard
Lisbet Dahl og James Price fik genetableret Tivolirevyen i år, men anmelderne var ikke glade. Nu sætter Lisbet Dahl ord på, om den vender tilbage næste år.

Tivoli kunne afsløre noget af en nyhed, da den gamle have løftede sløret for, at Tivolirevyen genopstod.

Det var stærke revy-personligheder i form af Lisbet Dahl og James Price, der var drivkræfterne bag.

Året forinden var de begge ophørt hos Cirkusrevyen, hvor de ellers havde været en stor del i evindelige tider.

Da det kom til premieren, fik Tivolirevyen en hård medfart.

Anmelderne var ikke synderligt begejstrede.

Information skrev dengang, at Tivolirevyen ”er blevet til tam revy. Uden tam tam”.

Ifølge Ekstra Bladet viste årets revy, at tiden er løbet fra Lisbet Dahl og James Price. Den var ifølge mediet gammeldags og uoriginal.

Politiken kaldte det ifølge Ritzau for ”en maveplasker af en revy”.

Selv om anmelderne ikke var glade, var der publikum til Tivolirevyen. Før premieren meddelte Tivoli, der var solgt over 35.000 billetter.

Tivolirevyen spillede deres sidste forestilling den 5. august, og for tiden nyder Lisbet Dahl sin ferie.

- Jeg har det godt. Jeg har fri. Jeg har ferie. Det er skønt. Jeg skal lave ingenting, og så skal jeg en tur til Kreta selvfølgelig, fortæller hun, da BILLED-BLADET møder hende til Revyernes Revy, hvor hun optrådte med et nummer fra Tivolirevyen.

Resten af efteråret skal hun bruge på at lave en film færdig, og så tager hun og den tidligere revy-kollega Ulf Pilgaard på turné med deres musikalsk show ”Lisbet & Ulf – på slap line igen”.

Når det kommer til 2024, har Lisbet Dahl dog ikke et klart svar på, om hun igen er en del af Tivolirevyen.

- Det kan jeg desværre ikke udtale mig om. Nu ser vi, hvad der sker, fortæller hun.

Læs mere om: