17. apr. 2011
Af af Ken Richter

Trine Gadeberg og Anne Louise Hassing laver sjov med sig selv i Afrika

Trine Gadeberg og Anne Louise Hassing
Trine Gadeberg og Anne Louise Hassing i den afrikanske landsby.
Foto: Privat
Trine Gadeberg og Anne Louise Hassing vil på en ny og sjov måde gøre reklame for hjælpeorganisationen ADRA.

Inden de om få uger går i gang med prøverne på henholdsvis revyen i Sønderborg og Aarhus, har veninderne Trine Gadeberg og Anne Louise Hassing været på en 10-dages tur til det afrikanske land Rwanda. Der var på ingen måde tale om en turistrejse, hvor de to skuespillere skulle slappe af med sol og kølige drinks. Hele turen var hårdt arbejde, men de to piger klarede det hele med højt humør.

- ADRA er en verdensomspændende hjælpeorganisation, som kun de færreste danskere kender til. Den er til gengæld meget vellidt i Afrika, og derfor fik jeg den idé, at vi ville lave nogle små humoristiske film, hvor vi på en selvironisk måde udbreder kendskabet til det arbejde, som ADRA laver under deres slogan "Et liv ad gangen".

Heldigvis var Anne Louise straks med på ideen, fortæller Trine Gadeberg, der fik revyforfatterne René Vase og Jannik Fuglsang til at skrive de små spots.

Gør grin med sig selv

- Vi gør udelukkende grin med os selv, fordi vi rejser til Rwanda i høje hæle og med et villa-telt, for nu vil vi redde den 3. verden, forklarer Trine om de roller, som hun og Anne Louise spiller i det fattige og meget flotte land i det centrale Afrika.

De to veninders kiksede optræden fik også smilet frem hos de lokale beboere, der havde stor morskab af at se de to skuespillere lave optagelser om husbyggeri med mudder, skoleundervisning for både voksne og børn samt den livstruende sygdom aids.

- Jeg regner med, at de fem kortfilm er færdige til august, vurderer Trine Gadeberg, der håber, at humoren også kan være et godt redskab til at øge kendskabet til situationen i Afrika.

Læs mere om: