21. nov. 2010
Af af Trine Larsen

Ulf Pilgaard: 70 år og frisk som en havørn

Ulf Pilgaard
Ulf Pilgaard, her i selskab med Lisbeth Dahl
Foto: Lars H. Laursen
Alderen trykker ikke Ulf Pilgaard, selvom han i mandags rundede de 70 år.

Den folkekære skuespiller Ulf Pilgaard fyldte 70 år i mandags - næsten uforståeligt, også for ham selv. For han er stadig frisk, rask og rørig. Og han har rygende travlt, så pension spekulerer han ikke på.

Han kommer spurtende op ad trappen til vores møde, adræt og ubesværet. Han har næsten ikke en rynke - i så fald er det smilerynker - kun ganske få grå hår og et engageret glimt i de brune øjne.

Han artikulerer entusiastisk, og man skal stå tidligt op for at følge med, når den nu 70-årige skuespiller taler om både sin forrygende karriere, der er travl som aldrig før, sit liv, samfundets udvikling og sine tanker for alderdommen.

- 70 år! Ja, det er sgu underligt, siger Ulf Pilgaard og smager ligesom på tallet, da han gentager det.

- Jeg har aldrig spekuleret på alder og gør det egentlig også kun nu, hvor vi mødes og taler om det. For jeg er altid gået mere op i, om jeg var fit for fight. Om jeg var sund og rask, og det har jeg gjort de sidste 30 år. For det kræver altså et godt helbred at springe rundt på en scene og agere for 1000 mennesker hver aften. Det er hårdt både fysisk og psykisk, og har man ikke et godt helbred, kan man heller ikke koncentrere sig. Det hænger sammen, siger Ulf Pilgaard, der også holdt op med at ryge for fire år siden - fra den ene dag til den anden.

- Det var nu fordi, jeg fik ondt i lægmusklerne og ikke kunne gå mere end 300 meter. Jeg havde udviklet noget, man kalder "vindueskigger-syndrom", men det er ren og skær forkalkning af blodårerne forårsaget af rygning. Jeg fik så en ballonudvidelse af lårpulsåren og kunne mærke resultatet lige med det samme. Allerede lige efter operationen på Rigshospitalet spurtede jeg op og ned ad gangene, fortæller Ulf, der i dag slet ikke kan forstå, at han har røget.

Læs mere om: