Ulf Pilgaard: Revyen er nærmest som et drug
- Jeg er bestemt ikke træt af det. At lave revy herude er næsten som at lave en rockkoncert. Alle de glade mennesker, man ser ud over hver aften, giver simpelthen noget energi. Det er nærmest som et drug. Jeg bliver høj af det - hvis jeg da kan blive højere, siger Ulf Pilgaard.
For 30. år i træk rager hans 196 centimeter op som komisk midtpunkt i Cirkusrevyen. Og sådan bliver det også næste år, for Ulf har ingen planer om at stoppe.
Legen er nemlig stadig god, og i år har den været helt ekstraordinær med udsolgte huse gennem hele sommeren. En varm sommer under teltdugen, som Ulf nu har haft 30 af, plus de 11 han stod på scenen i Tivolirevyen, og det år, hvor han var i Holstebro.
Lægger man det hele sammen, er det langt over 40 år, han har brugt på at få folk til at grine - og drivkraften er ikke blevet mindre, selvom han den 15. november kan fejre sin 70-års dag.
- Mange, inklusive BILLED BLADET, har jo spekuleret i, om jeg måske ville holde op, og billetkontoret har fået mange henvendelser, om det nu var min sidste sæson, men jeg har altid sagt, at det kommer an på, hvordan man har det.
- Jeg tager januar og februar fri, rejser ud og får noget sol. Sidste år var min kone og jeg i Sharm el Sheik. Jeg trives altså godt i solen henover vinteren, og så er jeg frisk og veloplagt til at kunne koncentrere mig om revyen, siger Ulf.
Ulf Pilgaard skal efter revyen lave et satireprogram på TV2 Charlie sammen med Pernille Højmark og Gordon Kennedy.