7. maj. 2020
Af John Lautrup

Ulf Pilgaard: Udskyd Cirkusrevyen til næste år

Ulf Pilgaard
Ulf Pilgaard
Foto: Birger Storm
Ulf Pilgaard vil nødig spille for et corona-angst publikum, hvor der er afstand mellem stolerækkerne. Det ville ikke være i revyens ånd, mener han.

Ulf Pilgaard ser helst, at hans jubilæums- og afskedsrevy bliver udskudt til næste år. Cirkusrevyen kan tidligst få premiere i september, men revyens hovednavn foretrækker, at der slet ikke bliver spillet i teltet på Bakken i år.

- Min egen holdning er, at jeg godt vil have hele coronakrisen overstået, før vi spiller. Det vil sige vente til næste år, hvor der forhåbentlig er fundet en vaccine, og folk ikke behøver være bange mere, siger Ulf Pilgaard.

Han fylder 80 år til november, og årets forestilling er hans 40 års jubilæum i Cirkusrevyen. Han har for længst bebudet, at det samtidig er hans afsked med revyen. Men nu er han indstillet på at udskyde sit farvelshow til næste år.

- Det dur ikke at spille i et telt med forholdsregler, hvor folk skal sidde med afstand mellem hinanden og med hver anden række tom. Det er håbløst i en revy, hvor man gerne skal sidde tæt og more sig. Det harmonerer ikke med en revy at sidde og være bekymret. Tværtimod. Folk skal være åbne og glade og lykkelige. Det vil være bedre at komme tilbage næste år, hvor publikum virkelig trænger til at grine og slappe af, siger Ulf Pilgaard.

Og han siger det uden beklagelse. Forholdene er, som de er, og dem må man bare affinde sig med.

- Mig skal I sgu ikke have ondt af. Og jeg skal nok holde mig i live til næste år, ler han.

Læs mere om: