Utilfreds Klaus Pagh får ikke sønnen hjem
I godt halvandet år så Klaus Pagh ikke sin søn, fordi drengens mor, Karima Hvid, havde bortført Nikolai. Og da han så endelig blev fundet, kom han på et børnehjem.
Den kendte teatermand har siden kæmpet for at få Nikolai hjem, men har nu igen fået afslag.
- For fire måneder siden sagde kommunen, at jeg kunne få Nikolai hjem om to måneder. Men jeg har netop haft et møde med hans psykolog og en repræsentant fra kommunen, hvor de meddelte mig, at han ikke kommer hjem foreløbig. Det er jeg selvfølgelig stærkt utilfreds med, lyder det trist fra Klaus Pagh, der ikke forstår beslutningen.
- Jeg ved ikke, hvordan de kan tillade sig det, når det er mig, der har den fulde forældremyndighed. Faktisk mener de, at han har bedst af at komme hjem til sin familie, men bare ikke lige nu, fortæller Klaus Pagh, der ser Nikolai to gange om ugen i tre timer, hvor han bliver afleveret hos ham i Hellerup. Her bor Pagh sammen med sin hustru Nancy og adoptivdatteren Pawarisa, der er jævnaldrende med Nikolai. Og så taler han med sin mor i telefon hver morgen.
Når Nikolai endelig er hjemme hos sin far står den på ren hygge.
- I samme øjeblik han træder ind ad døren, går han i gang med at lege med Pawarisa. De elsker at lege ude i haven eller spille spil, og så kommer hans gamle barnepige også tit på besøg. Han har det pragtfuldt, kommer det med et smil fra Klaus Pagh, der prøver at bevare humøret.
- Jeg får ham vel hjem, når han er 27 år, lyder det med et ironisk grin.
Èn ting er dog sikkert - han opgiver aldrig at få sin søn hjem.
- Jeg besluttede mig i sin tid for, at jeg ikke ville lade stå til, for så ville jeg aldrig komme til at se Nikolai. Jeg har kæmpet lige siden. Nu må jeg vente og se, hvad der sker. Min sagfører arbejder stadig med sagen.