
Thomas Evers Poulsen fejrer fødselsdag med masser af kagekalorier

Når man er gift med en tidligere Bagedyst-vinder, er der naturligvis hjemmelavet bagværk på bordet.
Men faktisk er det ikke kun gemalen, Sæþór Kristínsson, der har været flittig i køkkenet.
Når fødselsdags-gæsterne arriverer hjemme hos Thomas og Sæþór på Østerbro, bliver der nemlig først serveret snitter.

- Og dem har jeg lavet, fortæller fødselsdagsbarnet, da BILLED-BLADET fanger ham på mobilen på hans 48-års fødselsdag 17. januar.
Familien på besøg
- Familien kommer på besøg, og Sæþór har blandt andet lavet briochekage med brændt marengs på toppen. Han har også lavet lagkage med vaniljecreme.

Thomas er helt klar over, der er mange kalorier involveret i de lækre kager.
- Men jeg har været i fitness i dag – og skal igen i morgen, forsikrer han med et grin.

Med til fødselsdags-festen er Thomas Evers Poulsens mor og far, samt hans søster og hendes børn.
Bonusdatter fejres også
- Og så kommer der også nogle af Sæþórs søskende.
Det er ikke kun Thomas, der bliver fejret på dagen.
- Vi fejrer også Gloria, der blev 13 år den 8. januar.
Gloria er Sæþórs datter - og dermed Thomas' bonusdatter.

Gaver fra morgenstunden
Thomas fik gaver lige fra morgenstunden.
- Jeg fik en Rains carry-on kuffert og en computertaske af Sæþór og Gloria. Jeg havde ikke ønsket mig det, men jeg havde faktisk selv kigget på den.
Thomas havde kun fire ting på sin ønskeliste, hvor den ene var et tørrestativ.

At runde de 48 – og dermed nærme sig den store runde 50-års dag – har ”Vild med dans”-stjernen det fint med.
- Det er ikke tallet på din alder, der definerer hvem du er, slår han fast – inden han skal tage imod sine fødselsdagsgæster.