20. sep. 2009
Af af Ulrik Ulriksen

Thomas Helmig hjalp Merete med at blive gift

Thomas Helmig skriver under på venindens vielsesattest.
Thomas Helmig skriver under på venindens vielsesattest.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Sangeren gav en hånd med, da veninden blev viet i en spansk bjergby.

Thomas Helmig var blandt gæsterne, da hans veninde Merete Maria og hendes spanske kærlighed Jose Luis blev gift og holdt bryllupsfest i Sydspanien. Vielsen fandt sted i den gamle kirke i bjergbyen Canillas De Albaida. Humøret var højt blandt de hundrede vidner, der så brudeparret blive viet af den katolske præst. I Spanien er et kirkeligt bryllup en lidt mere afslappet og festlig oplevelse, end det er i Danmark. I Nuestra Senora de la Expectacion-kirken var der en vrimmel af børn, der løb rundt i kirken under gudstjenesten, og alle, der havde lyst, kunne fotografere flittigt midt under det allermest højtidelige. Det var noget, der passede blandt andre Thomas Helmig, der fra sin plads bagest i kirken hyggede sig med et par venner.

Da bruden var dansk, blev der naturligvis sunget et par danske salmer. Thomas foldede sig helt ud, da "Den signede dag" og "Det er så yndigt at følges ad" blev sunget af de mange danske bryllupsgæster. Efter vielsen var det så for alvor Thomas Helmigs tur til at træde frem på scenen. Ikke for at synge et af sine mange hit, men for at skrive sin underskrift på den spanske vielsesattest.

Du kan se flere billeder fra det festlige bryllup i BILLED-BLADET uge 38.

Læs mere om: