Thomas Helmig sneg sig ind til Vild med dans

Det kan nok være, at gæsterne i Vild med dans-studiet havde svært ved at holde munden lukket, da Thomas Helmig i egen høje person pludselig dukkede op lige før dørene smækkede endeligt i.
Den pladeaktuelle århusianer sprang dog hverken ud som glødende fan af engelsk vals eller Pernille Højmark, for han gjorde alt for at undgå den talrige skare af journalister.
De forståelige spekulationer fik dog en ende, da det kom frem, at Thomas Helmig udelukkende var kommet for at sige hej til sin bandkammerat Claes Antonsen, som var trommeslager i Helmig Brothers i sin tid, og som nu holder rytmen i The Antonelli Orchestra, der lægger musik til Danmarks modigste dansere.
Thomas Helmig var desværre knap så modig som danserne, for han sagde ikke et ord, og ville heller ikke stille op til et billede med Claes Antonsen.