5. apr. 2018
Af Karina Didriksen

Thomas Skov Gaardsvig og Lene Beier nyt værtspar i velgørenhedsshow

Thomas Skov Gaardsvig og Lene Beier
Thomas Skov Gaardsvig og Lene Beier.
Foto: Kræftens Bekæmpelse/Peter Nørby
TV-værterne Thomas Skov Gaardsvig og Lene Beier skal stå i spidsen for Kræftens Bekæmpelses liveshow på Facebook.

Thomas Skov Gaardsvig og Lene Beier står sammen i den gode sags tjeneste, når de søndag den 8. april er værter på Kræftens Bekæmpelses store liveshow på Facebook.

Liveshowet på det sociale medie følger dagens store landsindsamling, hvor tusindvis af danskere samler penge ind til kampen mod kræft.

- Jeg har haft mine børn med ude at samle ind, og de gik vildt meget op i det. Det er vigtigt at lære børn om frivilligt arbejde, og når man går sådan en tur sammen, kan man ikke undgå at have nogle gode samtaler. Det giver samtidig en stærk fællesskabsfølelse at vide, at så mange mennesker lige nu står sammen om én sag, fortæller Lene Beier i en pressemeddelelse.

Møder forskere og patienter

Liveshowet på Kræftens Bekæmpelses Facebook-side begynder kl. 15.30, og der vil blive sendt fire udsendelser på hver 25 minutter.

Undervejs vil Lene Beier og Thomas Skov Gaardsvig tale med nogle af dem, som er ude med indsamlingsbøsser, og de vil også interviewe forskere og patienter. Sidste år fulgte omkring 300.000 danskere med i Facebook-liveshowet.

Læs mere om: