15. okt. 2012
Af af Malan Joensen

Timm Vladimir og kæresten kæmpede for kærligheden

Timm Vladimir og Katrine Engberg
Timm Vladimir og Katrine Engberg
Foto: AOP
Timm Vladimir og Katrine Engberg fortæller om hårde år med fertilitetsbehandlinger.

- Selv om fertilitetsbehandlingen ikke var skideskæg, var den ekstremt styrkende for vores forhold. Vi vidste på forhånd, da vi blev kærester, at det formentlig ikke kunne lade sig gøre at få børn. Så vi har ikke haft de der tre-fire år, hvor vi har prøvet, fortæller Timm Vladimir, 44 år, til jp.dk.

Han og kæresten Katrine Engberg, 36 år, der i dag har sønnen Cassius på tre år, mener, at det ikke er behandlingen for barnløshed, der kan være en udfordring for parforholdet, men at det i stedet er en travl hverdag.

- Den slags får jo bare en til at rykke tættere sammen som par. Jeg synes faktisk, den største udfordring i vores forhold er de perioder, hvor vi har rigtig travlt og ikke har tid og overskud til at se hinanden i øjnene og huske at kysse hinanden. Jeg kan godt blive ked af det, hvis der er lange perioder, hvor vi kun har tid til at aftale, hvem der henter Cassius i børnehaven og hvem, der køber mælk, siger Katrine Engberg.

Hun fortæller, at parret, inden de begyndte på fertilitetsbehandlingen, aftalte, at de kun ville benytte sig af de tre forsøg, det offentlige tilbyder barnløse:

- Vi bestemte fra starten, at vi ikke ville slide os selv og hinanden op i behandlingssystemet. Og det, tror jeg, var rigtig klogt, for de tre forsøg endte alligevel med at tage næsten to år, og det er lang tid at være i enten vente- eller behandlingsposition med hormoner og sprøjter og kunstig overgangsalder. Men det allerhårdeste ved fertilitetsbehandlingen er håbet og skuffelserne, og det, synes jeg, vi var ret gode til at tage sammen, siger Katrine Engberg.

Læs mere om: