Tina Lund: God ide at smide tøjet
Tina Lund har været toprytter i mange år, men det var først, da hun stillede op til en fræk billedserie i herremagasinet M!, at hun for alvor fik opmærksomhed fra sponsorerne. Derfor ville hun heller ikke tøve med at vise sig afklædt igen.
"Det er klart, at hvis man får lavet nogle flotte billeder som kvinde, så er der større mulighed for at få bedre sponsorkontrakter. Jeg udnytter det så meget, som jeg kan", siger Tina Lund til Urban og konstaterer: "Det virker jo desværre bedre. At man står der og ikke har så meget tøj på i stedet for at vinde Europamesterskabet. Det er lidt trist, men sådan er det."
Men Tina vælger dog at se positivt på problemstillingen: "Jeg tror da, at mange kvinder synes, at det er meget sjovt at få lavet nogle fede billeder. Piger har, siden de var helt små, altid syntes, at det var sjovt at få lagt makeup og trække i flotte kjoler", lyder Tina Lunds vurdering i avisen.