19. aug. 2011
Af af Helle Skram de Fries

Tina Lund: Nu er jeg næsten klar til bryllup

tina lund
BILLED-BLADET var med Tina Lund til frisøren, da håret skulle laves inden brylluppet i morgen.
Foto: Krestine Havemann
30-årige Tina Lund kommer til at se helt forrygende ud, når far Flemming på lørdag fører hende op ad kirkegulvet.

Det smukke ydre har hun fra naturens side. Nu arbejder hun på højtryk for at få kjoler, hår, negle og alle de sidste detaljer klar til sin store dag. Hun er en sej pige, der frygtløst springer over de største forhindringer på springbanerne.

I morgen, den 20. august, er ridestøvler og ridehjelm gemt langt væk. Her skal Tina Lund være prinsessen, og hun glæder sig helt vildt. Den hvide hest har hun haft længe, og prinsen mødte hun i 2009 i skikkelse af den 40-årige fodboldagent, Allan Nielsen. Nu skal de giftes ved et storstilet eventyrbryllup, der varer hele tre dage.

- Det er jo noget, jeg vil mindes resten af livet, så det må gerne vare så længe som muligt, fortæller Tina Lund, da BILLED-BLADET er med hos frisøren.

Allan kommer til at tude

Hun ved på forhånd, hun kommer til at tude.

- Min storesøster Charlotte er ikke gift, så jeg er den første. Mor og mormor kommer også til at tude. Ikke min far, men Allan gør.

- Det gjorde han i hvert fald, da jeg holdt tale ved hans 40-års fødselsdag.

Brylluppet på det eventyrlige Næsbyholm Slot fra 1585 varer hele tre dage. Fredag den 19. august er der grillhygge for 20 mennesker. Selve vielsen finder sted den 20. august i den romantiske landsbykirke knap en kilometer fra slottet. Her er der umiddelbart efter brylluppet reception for 120 gæster og efterfølgende bryllupsfest, hvor 80 deltager i middagen. Dagen efter er der brunch på slottet for de 66 gæster, der overnatter. Ved brunchen vil Tina og Allan åbne gaverne.

Følger de gamle traditioner

- Normalt ønsker folk sig ting til hjemmet i bryllupsgave, men jeg havde jo lige indrettet mit hjem, da Allan flyttede ind med alle sine ting. Vi har lavet en ønskeliste på nettet, og vi ønsker os blandt andet begge to kørekort til hestetrailer, fortæller Tina Lund.

Natten før brylluppet sover Tina og Allan hver for sig, mens selve brudenatten naturligvis bliver sammen i brudesuiten.

- Ja, det håber jeg da, griner Tina Lund, der lægger meget vægt på at holde på de gamle traditioner.

- Jeg skal også bære noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt. Og min far skal føre mig op ad gulvet.

Læs mere om: