Tina Lund og Allan Nielsen: Derfor er vi tit på TV
Onsdag aften tonede sportsparret Tina Lund og Allan Nielsen frem i "Talkshowet Meyerheim" på TV 2 Charlie, og det er langt fra første gang, at man ser de to kendisser på skærmen.
Tina og Allan har nemlig medvirket i en lang række TV-programmer i den seneste tid, hvor de bl.a. har deltaget i "Vild med dans", "Herre i eget hus", "4-Stjerners middag", "Fangerne på fortet", "Tæsk en kendt" og "Tina Lund - helt tæt på".
Og det er der en helt særlig grund til, forklarede Allan Nielsen, da Michel Meyerheim konfronterede dem med den lange liste af programmer i sit talkshow.
Har sagt nej til meget
- Jeg kan godt lide udfordringer og i særdeleshed det fysiske i mange af de her programmer. Og så har man levet i en verden, som har været meget ekstrem, og hvor man har sagt nej til mange ting, fordi man skulle passe sin fodbold, og man kunne ikke rigtig tillade sig at blive skadet, sagde han.
Springrytteren Tina Lund gav en lignende begrundelse for, hvorfor hun har lavet så meget TV.
- Jeg har også sagt nej til mange ting. Min hverdag består i at være på gården, hvor jeg ikke rigtig møder nogen andre mennesker, så det at kunne møde nogle nye mennesker og få en udfordring og samtidig at komme med i et fantastisk program, hvor alting bare er hammersjovt, det vil jeg da ikke sige nej til, fortalte Tina Lund og understregede samtidig, at hun også ville have taget imod udfordringerne, hvis der ikke var kameraer på.