Trine og Per Pallesen skændtes på scenen
I disse dage er det præcis 45 år siden, at filmen "Mød mig på Cassiopeia" havde premiere på det hvide lærred. Dengang med tidens store stjerner, Poul Reichhardt og Bodil Kjer, og med musik af Kai Normann Andersen.
I 2007 blev forestillingen sat op på Nørrebro Teater med Per Pallesen som instruktør og med datteren Trine Pallesen som musen. Og med to heftige temperamenter gik det ikke stille af. Nu er duoen klar til at tage en omgang mere, når forestillingen tager på turne i det nye år.
- Jeg havde absolut blandede følelser i forhold til at skulle arbejde sammen med min far, og under prøverne på Nørrebro Teater fik vi da også taget til at løfte sig, når vi tog et skænderi. Det slog gnister, men heldigvis kun et par gange, fortæller Trine med et glimt i øjet.
- Men sådan er det jo, når to temperamenter støder sammen. Jeg var faktisk lidt nervøs, inden vi gik i gang med prøverne - til gengæld er jeg superglad for, at vi nåede at arbejde sammen, inden far stoppede på Nørrebro Teater.