TV-lægen Peter Qvortrup Geisling tilbage på skærmen
Seerne kan glæde sig til igen at få den 47-årige TV-læge Peter Qvortrup Geisling på skærmen, når "Aftenshowet" åbner for et helt nyt programkoncept fra mandag den 18. januar.
Vi husker ham fra det det populære TV-program "Lægens Bord", som Peter Qvortrup Geisling nåede af være vært på i ni år, men også fra programmer som "Diagnose søges" og "Ha' det godt".
Peter Qvortrup Geisling er atter aktuel på skærmen, denne gang i "Aftenshowet", som fra mandag indfører et såkaldt ekspertpanel hvor seeren kan spørge om alt.
Mandag kl. 18-18:30 kan seerne stille spørgsmål om sygdom og sundhed, til eksperter som læge Peter Qvortrup Geisling, børnelæge Annebeth Rosenvinge og psykolog Camilla Holst, lover "Aftenshowet".
Spørgsmålene bliver taget op live i programmerne, der desuden vil være spækket med gæster, indslag, reportager, fif og tricks og masser af gode brugbare konkrete råd.
Seerne kan sende deres spørgsmål til Aftenshowets eksperter via mailadressen aftenshowet@dr.dk.