14. mar. 2022
Af Sofie Nymand

Adam Price: Mine forældre advarede mig

Adam Price
Adam Price
Foto: Martin Høien
Adam Price blev advaret af sine forældre, da han skulle vælge levevej.

Hans mor var den berømte skuespillerinde Birgitte Price, og hans far var sceneinstruktør og madskribent John Price.

Og Adam Price skulle egentlig have været advokat som sin morfar.

Begge forældre havde nemlig advaret deres søn om at gå i deres fodspor. Alligevel gik han kunstens vej ud i underholdningsbranchen.

Altså efter en lille omvej.

Det fortæller Adam Price i portrætprogrammet ”Deja-vu med Frøkjær”, der sendes mandag aften på TV 2 CHARLIE.

Unødig sammenligning

I 300 år har Price-slægten fostret kunstnere inden for teater, ballet og cirkus, og Adam Price voksede op med at se sine forældre tage på teatret hver aften.

Selvom Adam Price i dag går på Price-slægtens stisystemer, var hans forældre meget opmærksomme på, at det kunne blive en bumlet levevej:

– Det var jo gået dem rigtig godt. De havde begge haft store karrierer. De sagde: ’Der bliver unødigt mange sammenligninger. Det er nogle ret store fodspor, I skal hoppe ned i. Og hvis nu ikke jeres skostørrelse passer, så vil folk sige: Nå ja, faderen var godt nok bedre,’ fortæller Adam Price om forældrene i ”Deja-vu med Frøkjær.”

Derfor begyndte Adam Price at læse jura, men alligevel blev han lokket ind i kunstens verden.

Fandt sin vej ind i underholdningsbranchen

Den otte år ældre bror, komponist og kapelmester James Price, havde fundet sin vej ind i underholdningsbranchen gennem musikken.

James Price lavede dengang musik til forældrenes forestillinger, og Adam Price følte en større og større lyst til at være en del af det kreative arbejdsfællesskab.

Derfor fandt også han sin vej – omend en sidevej fra skuespillerforældrenes – ind i underholdningsverdenen som dramatiker og manuskriptforfatter, ligesom han har dyrket slægtens passion for mad som madanmelder, kogebogsforfatter og som kokkererende TV-vært i programmet ”Spise med Price”.

Læs mere om: