11. sep. 2018
Af Annemette Mikkelsen

Anders fra Landmand søger kærlighed: Jeg drømmer om en familie

En af dette års deltagere i "Landmand søger kærlighed", Anders Vanggard. 
En af dette års deltagere i "Landmand søger kærlighed", Anders Vanggard.
Foto: Hanne Juul
Anders Vanggard er en af dette års deltagere i ”Landmand søger kærlighed”. Han havde brug for et kærligt skub for at tilmelde sig.

Den 42-årige Anders Vanggard fra Sjælland har en drøm.

Han vil gerne have en familie – nogen at komme hjem til og dele sin tilværelse med.

Det var dog alligevel et skub fra en veninde der skulle til, før Anders fik tilmeldt sig dette års sæson af det populære TV 2-program ”Landmand søger kærlighed”.
- Det var lidt angstprovokerende, for jeg var jo vant til at gå under radaren, fortæller Anders til BILLED-BLADET.

18 breve gav selvtillid

Anders har aldrig været den mest frembrusende over for kvinder, og han har været single gennem det meste af sit liv.

Det gav derfor også et boost til selvtilliden, da han i programmet modtager 18 breve fra kvinder rundt om i landet.

I brevene havde Anders fået komplimenter og blandt andet fået at vide, at han så sød ud.

- Jeg har ikke oceaner af selvtillid, så det gjorde da noget, siger Anders med et bredt smil.

Stille ude på landet

Anders har aldrig haft svært ved at tale med kvinder - det har bare ofte endt ud i et venskab.

Han savner derfor en at dele tilværelsen med, for der kan godt blive stille ude på landet.

Drømmen om en familie er derfor stor, og tankerne er også tidligere faldet på børn:

- Jeg tror ikke selv, at jeg skal have nogen. Jeg ville dog ikke udelukke det – og det gør heller ikke noget, hvis hun selv har børn, fortæller han.

Om Anders finder den helt store kærlighed, og om familiedrømmen går i opfyldelse, må seerne vente i spænding med at se, som denne sæson af ”Landmand søger kærlighed” udvikler sig.

Læs mere om: