Andreas Bo om tiden op til stressnedbrud: Det var ren Dirch Passer
Komikeren Andreas Bo har fået gang i latterkramperne hos publikum i Cirkusrevyen, Live fra Bremen og sit eget onemanshow ”Plagiat”, men for halvandet år siden blev arbejdspresset for meget for ham. Andreas Bo, dengang 45 år, måtte til sidst sygemeldes med stress. Det fortæller han til BT.
- Det havde jo kørt helt vildt siden ’Live fra Bremen’ i 2010. Jeg troede, at jeg kunne det hele, og folk spurgte mig: ’Hvad vil du lave? Jeg vil lave det og det. Så gør vi det. Jeg vil også godt have mit eget tv-show. Godt, det får du. Okay, vi skal også lige lave soloshow. Fint, så gør vi det’. Jeg var i gang hele tiden og arbejdede konstant, siger Andreas Bo.
- Det var ren Dirch Passer 24 timer i døgnet, og problemet var, at det var min karriere og mit ansigt, men jeg nåede ikke engang at læse det, jeg skulle lave, før jeg stod midt i det.
Svimmel og angst
For den pligtopfyldende komiker blev bægeret på et tidspunkt fyldt.
- Jeg kæmpede mig igennem, men blev mere og mere usikker og utilfreds. Og så begyndte jeg at få fysiske symptomer på min stress. Jeg kunne ikke huske, hvad der skulle ske. Jeg blev svimmel, der var blandet med angst. Både på scenen og før jeg gik på. Det hele blev én stor klump af lorte-tanker, og det blev mere og mere pinagtigt at skulle gennemføre.
Til sidst gik det også ud over Andreas Bos nattesøvn, og han måtte have medicin for at kunne sove.
- Jeg havde det frygteligt og kom ind i en stress-spiral, jeg ikke kunne komme ud af. Jeg kunne ikke sove om natten, så jeg åd indslumringspiller, et præparat, der hed Imovane, der gjorde, at jeg bare kunne få et par timer, før jeg skulle op næste dag og forsøge at fyre den af. Det er et helvedes præparat, som sidder i kroppen.
Sygemeldt fra november til marts
- Til sidst er effekten nede på to en halv time, og så vågner du og tænker, hvis jeg tager én til, så har jeg overdoseret, og hvis jeg står op nu, er jeg bankehamrende træt. Og oveni kom så frygten for min karriere og for, at jeg havde slået for stort et brød op, fortæller Andreas Bo til avisen.
På lægens anbefaling smider han håndklædet i ringen i november.
- Diagnosen lød på stress, så det duede ikke med bare et par dage fri, som det havde gjort før.
I marts 2013 kunne han genoptage arbejdet med ”Plagiat”-turneen:
- Jeg fik ro og fik det fucking fedeste forår i mit liv, da jeg kom tilbage på resten af turen, fortæller Andreas Bo til BT.