17. sep. 2013
Af John Lautrup

Anja Steensig: Mit liv er løftet

Anja Steensig
Anja Steensig
Foto: Birger Storm
Tidligere TV-vært er lykkeligere end nogensinde efter at have droppet skærmen.

Pengene er små og usikkerheden stor, men Anja Steensig har ikke et sekund fortrudt, at hun for tre år siden droppede mediebrancen for at etablere sit eget smykkefirma.

– Det har løftet hele mit liv. Jeg er glad for at gå på arbejde, og jeg oplever en kæmpe ro. Tryghedssøgende har jeg aldrig været, til gengæld laver jeg nu det, jeg brænder for. Det var sjovt at lave tv og radio, men nu følger jeg mit kald, siger den tidligere TV- og radiovært til Alt for Damerne.

Utilfredshed med cheferne på radiostationen NovaFM fik hende til at tage beslutningen om at sige op fra den ene dag til den anden. Uden at vide, hvad hun så skulle give sig til. Men i løbet af nogle uger modnedes ideen om at fremstille og sælge spirituelle smykker. Hendes mand var med på ideen, og så gik hun i gang. Undervejs har der været masser af nedture, og en konkurs har været lige rundt om hjørnet. Men hun har holdt firmaet flydende godt hjulpet på vej fra indtægten af hendes reklamearbejde for supermarkedskæden, Lidl.

- Det kan selvfølgelig være frustrerende, når pengene ikke er der. Jeg har ikke råd til nyt tøj eller latte. Der er penge til husleje, mad og faste udgifter. Ikke mere. Men det er ikke noget problem, siger en optimistisk Anja Steensig til Alt for Damerne.

Hun råder andre til at være modige og tage springet ud i det ukendte, hvis de er utilfredse i deres nuværende liv.

– Gør op med dig selv, hvilket liv du gerne vil leve. Find det, der gør dig glad og gå efter det. Alt andet er spild af liv. Hvis vi vil rykke os, er vi nødt til at træde ud af vores komfortzone. Det gælder os alle, siger hun.

Læs mere om: