Camilla Ottesen som storvildtsjæger i Afrika
I Sydafrika er hun i fuld gang med optagelserne til programmet, hvor hun skyder vildtet, mens Timm Vladimir tilbereder det. Camilla har været passioneret jæger i 10 år og er opsat på at vise seerne, hvad jagt er.
- Ordet jæger gør ondt i ørerne på mange mennesker, men hvis man spiser kød og går ned i supermarkedet og køber det, kan jeg ikke se hvorfor. Jeg skyder jo ikke et dyr og lader det ligge. Det bliver udnyttet rub og stub, siger Camilla.
I sit nye program nedlægger hun blandt andet en zebra og en gnu, og hun er udmærket klar over, at det er kontroversielt TV.
- Selvfølgelig vil jeg få massive reaktioner, for det får alle, der går på jagt. Og jeg har mit køn imod mig. Mange vil sige: "Den pæne pige, hvordan kan hun gøre det?" Jeg ved, jeg kommer til at få et par flade på den bekostning, men jeg er helt klar til at tage diskussionen. For mig er et dyr et dyr, og de dyr, jeg skyder i bushen i Sydafrika, har levet godt i modsætning til mange dyr, der ender på et slagteri. Samtidig betaler man for at skyde dyret, og de penge bliver brugt på vildtbeskyttelse og bekæmpelse af krybskytteri.