2. feb. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Christian Arnstedt afslører: Sådan lærte jeg at regne

Christian Arnstedt
Christian Arnstedt.
Foto: Per Arnesen / DR / United
Det er langt fra alle, der kan sige sig gode nok til hovedregning af milliontal i hovedet, men det kan Christian Arnstedt fra ”Løvens Hule”.

Hovedregning er ikke for alle. Langt fra.

Og slet ikke hvis det simple regnestykke med 2 + 2 bliver til ét, hvor der både er decimaler og mange flere tal i regnestykket.

Sådan er det dog ikke for Christian Arnstedt. Han elsker matematik, og fortæller i DR-podcasten ”I kløerne på…”, at han af og til bliver brugt som en menneskelig lommeregner, hvis det skal gå lidt hurtigt med fx en forhandling i ”Løvens Hule”.

I podcasten uddyber han, og fortæller, hvornår han begyndte at synes, at det der med regning, det egentlig var meget sjovt.

- Da jeg var barn, var der generelt ret strenge slikregler i hjemmet. Min mor lavede en leg med mig, da jeg var 5-6 år – ikke særlig gammel – hvor vi regnede med pebernødder. Hver gang jeg regnede et stykke rigtigt, måtte jeg spise en pebernød. Og når jeg regnede forkert, så var der ikke nogen pebernød, fortæller han.

Så hvis Christian ville have pebernødder, så måtte han gøre sig umage. Og selvom sådan en manævre måske kan gå i begge retninger, så fungerede øvelsen som en god motivation for Christian Arnstedt.

- Jeg tror bare på et eller andet tidspunkt relativt tidligt, så kom jeg til at synes, at det var meget sjovt at regne. Så er det hængt ved siden da, siger han i DR-podcasten "I kløerne på..".

Læs mere om: