10. maj. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Christian er ved at gå ned med stress: Sådan hjalp Sofie Østergaard familien ud af hamsterhjul og stort forbrug

Boost dit budget
Kirstine Agerbo Reinholdt, Christian Reinholdt og Sofie Østergaard.
Foto: Hanne Juul - Johnatan Milo Maibøll, Mathias Næsgaard / DR
Ægteparret der bor lidt uden for Lejre har en høj indtægt, men også et tårnhøjt forbrug. Og med stress inden for rækkevidde kan det blive et problem.

Kirstine Agerbo Reinholdt og Christian Reinholdt mangler på papiret ikke noget.

Ægteparret bor på et nedlagt landbrug lidt uden for Lejre, og har datteren Frigg på godt halvandet år. En datter som Kirstine har valgt at hjemmepasse.

Men Christian, der er selvstændig IT-udvikler, er træt. Meget træt.

Han har arbejdet tæt på nonstop i 20 år uden ferie, og nu begynder stressen for alvor at banke på. Så nu har de brug for en plan, og det skal Sofie Østergaard og ”Boost dit budget” prøve at hjælpe parret i retning af.

- Jeg er stresset. Jeg er brugt op og kørt ud, og jeg har brug for at skifte retning, så jeg kan få min energi tilbage. Vi drømmer om at have fritid til at kunne hoppe ud af hamsterhjulet. Både at være økonomisk fri, men også fri for skema og normer, lyder det fra Christian i ”Boost dit budget” onsdag aften på DR.

Da Sofie Østergaard besøger familien første gang, er der som sådan ikke så meget at sætte på økonomien. På indtægtssiden ryger der hver måned godt 69.393 kroner ind, og ud ryger der 61.900 kroner. Det giver dem et månedligt overskud på 7493 kroner hver måned på trods af et højt forbrug-

Men det er Christian, der som selvstændig tjener langt de fleste af pengene. Og selvom et arbejdsliv som selvstændig giver ganske frie tøjler, så kommer det også med en risiko. For Christian kan ikke sygemelde sig, uden at det får store økonomiske konsekvenser for familien.

Så Sofie Østergaard går sammen med Kirstine og Christian deres budget igennem, og der er heldigvis en hel del knapper, som parret kan rykke på.

Fuld af forventning

Foruden at skære ned på mange af budgetposterne på blandt andet mad og diverse posten, bliver de også opfordret til at sælge ud af inventar og andet, der ligger gemt på det nedlagt landbrug. En øvelse der giver dem 63.000 kroner.

Desuden har de solgt en af deres biler og er begyndt at notere ned, hver gang de bruger penge.

Og da Sofie Østergaard vender tilbage for at besøge parret, kan hun fortælle, at de har sænket deres månedlige udgifter med mere en 25.000 kroner.

Og så har de taget flere store beslutninger for at få ro på deres tilværelse.

De har nemlig besluttet sig for at sætte det nedlagte landbrug til salg, og Christian sagt nej til arbejde, og sat sit job på pause.

Noget der gør, at de kommer til at ligge en smule i underskud, men med den opsparing som parret har, kan han i hvert fald trække vejret i et halvt år.

Og det giver både ro og glæde for familien, og særligt hos Kirstine, som er fuld af forhåbninger for fremtiden.

- Jeg er fuld af forventning til det, der kommer til at ske. For hvis vi kan gøre så meget med vores økonomi. Hvad kan vi så ikke udrette ellers, lyder det fra Kirstine i ”Boost dit budget”.

Læs mere om: