Christiane Schaumburg-Müller O’Connor vil gerne have ny hund
Efter lange overvejelser havde TV-værten endelig besluttet at trodse sin angst for hunde. Sammen med sin hundeelskende gemal, Liam O’Connor, blev hun derfor tidligere på måneden ejer af en lille 10 uger gammel engelsk bulldog, som fik navnet Ugly.
Og det var, overraskende for Christiane selv, kærlighed ved første klap.
Men mindre end en uges efter lille Uglys ankomst hos parret, døde den lille hvalp af en alvorlig medfødt hjertefejl.
- Hans lille hjerte holdt op med at slå, og han er i hundehimlen nu, skrev Christiane Schaumburg-Müller på sin blog chrichri.dk.
Da BILLED-BLADET i torsdags mødte Christiane til premieren på ”Dirty Dancing”, kunne hun fortælle, at en ny lille hundehvalp skal være velkommen i familien.
- Jeg tør godt prøve igen, og det skal være en engelsk bulldog lige som sidst, understreger hun.