Christiane Schaumburg-Müller på tur til Indien
Christiane Schaumburg-Müller har netop været en uge i Goa i Indien til fotooptagelser til NEYE, som hun er blevet model for.
- Jeg elsker jo at rejse, så det falder lige i min smag, at NEYE altid tager deres kampagnebilleder udenlands. Jeg har aldrig været i Indien før, så det var et stort privilegium at få lov at komme dertil, fortæller Christiane.
Trods den korte rejse nåede Christiane og resten af holdet at få et par uforglemmelige oplevelser undervejs.
- Én af de første nætter fandt vi en fugleedderkop lige uden for døren. Det var ikke så rart. Heldigvis fik én af de lokale slået den ihjel, men selv han var bange for den, hvilket var knap så betryggende. Vi prøvede også at sidde i en fiskerbåd midt ude på havet i en time, fordi motoren var gået fuldstændig i stykker. Vi drev bare længere og længere ud, indtil den meget paniske bådejer fik nogle venner til at trække os ind.
Oplevelserne har dog ikke afskrækket skuespilleren mere end, at hun er klar til at rykke ud til eksotiske steder igen, skulle muligheden byde sig.