
100 år og en sommer: Så stort et arbejde var det at finde de medvirkende

Ifølge DR findes der i Danmark knap 1100 kvinder og mindre end 200 mænd på over 100 år.
Mange af dem er sengeliggende, nogle demente og de fleste af dem er ikke aktive på sociale medier, hvor en stor del af castingen til DR's dokumentarprogrammer oftest finder sted.
Det har derfor været lidt af et arbejde at finde otte personer, som ville og kunne være med i DR's "100 år og en sommer", der modsat mange andre programmer ikke handler om forholdene for ældre mennesker, men om det at kunne holde livsgnisten efter de 100 år.
Det fortæller journalist Pia Frost og redaktør Inge Bang Termansen fra DR Kultur og Fakta, der begge har arbejdet på dokumentaren i fire dele, til dr.dk.
- Det har lidt været at finde nålen i høstakken af 100-årige, og vi har vel været i kontakt med 1000 hjælpere fra folk med alverdens Facebook-grupper over naboer og plejehjem til pårørende. Igennem dem og diverse artikler har vi fået kendskab til måske 500 af de i alt 1200-1300, der er 100 år i Danmark, siger Pia Frost.

Otte skønne 100-årige
Holdet bag programmet har pløjet ugeaviser og lokale dagblade igennem for at spotte fødselarer, ligesom for eksempel damefrisører og plejehjemsassistenter er blevet prikket på skuldrene, fordi de typisk er nogle af dem, der støder på de ældre i det daglige.
Pia Frost forklarer, at mange hurtigt blev sorteret fra på grund af demens, fordi de var sengeliggende eller havde andre udfordringer. Holdet har talt i telefon om eller med 150 mennesker og været på en del hjemmebesøg, inden de otte skønne 100-årige blev valgt ud.
Typisk er hver af de otte hovedpersoner i "100 år og en sommer" blevet fulgt over fire-fem optagedage hver.
Og det har også været lidt af en opgave, når de medvirkende har skullet fortælle om et over 100 år langt levet liv!
Holdet frygtede, at nogle af dem døde inden premieren.
Og det skete desværre også. Læs mere om det her:
